Smartlog v. II » Anni Løndal de Lichtenberg
Opret egen blog | Næste blog »

Aftenstemningsbilleder fra Fredericia Bryghus - Dén med Fredericia Bryggen

25. jul 2008 13:56, Anni Løndal de Lichtenberg

Jeg sad i aftes på Fredericia Bryghus på Axeltorv, som er en kombination af Café og restaurent og nød Axeltorvets aftensstemning. Helt anderledes end stemningen samme sted onsdag og lørdag formidddag, hvor der jo er torvedag og hvor duften er domineret af blomster- og ostedufte ... og desværre også bilos. Stod det til mig, så blev Fredericias indre by gjort bilfri. Læs mere om Fredericias historie

 Jeg kan ikke li´ øl, så jeg undlod at bestille Bryghusets særlige kendetegn: Fredericia Bryggen, som efter sigende skulle være en ganske velsmagende øl. I stedet bestilte jeg en cappucino, som jeg desværre ikke kunne få, fordi maskinen var gået i stykker.

Istedet tilbød den undskyldende og venlige bartjener mig en caffé latte, men jeg blev ganske bekymret, for maskinen lød mærkelig, og der kom en masse damp ud, så jeg sagde, at en Cola Light var hel fin.

Den mærkelige lyd havde tilkaldt en anden af Bryghusets medarbejdere - restaurentchef Malene - en kvik kvinde, som stod og kiggede på maskinen, hvorefter hun dykkede ind i dampen og fremdrog en brun tingest fra den uhyggelige maskine, som med hendes kenderøjne, så forkert ud. Hun stod og drejede tingesten og en indskydelse fik hende til åbne den, og et ahaa undslap hende. En-to-tre- så satte hendes fingre en hel masse sammen og så fik jeg min cappucino. Øllen, som min gå-ibyen-partner, skulle have, var der ingen problemer med.

 Der er ikke noget at sige til, at maskinerne er begyndt at strejke, for efter Fredericia Bryghus start i maj, var omsætningen alene i maj oppe på mere end en million kroner.

Fredericia Bryghus´s direktør Torben Schmidt Hansen har - i disse vi-mangler-hænder-tider - formået at ansætte 25 medarbejdere og de løber alle rigtig stærkt mens de ser glade ud og smiler over hele femøren. Torben Schmidt Hansen er stolt af sin øl "Fredericia Bryggen" og taget Prins Henriks mine i betragtning, da prinsgemalen smagte på øllen - så er det med berettigelse.

Vi satte os udenfor og nød både sommeraftenen, spirende på Axeltorv, springvandet og den smukke belægning, som nu er indstillet til årets Brolægningspris.

Senere på aftenen var det skiftende lys både i springvandet udenfor og indenfor på Bryghuset med til at sætte en fascinerende stemning.

Pludselig kom en glad ungersvend gående syngende og spillende forbi med sin guitar og spillemanden fik en masse påskønnende tilråb med på vejen. Han sang faktisk rigtig godt.

Nogen af Bryghusets gæster begyndte senere på aftenen at føle det lidt for koldt, og i stedet for de der CO2-forurenende varmeblæsere lå der lune tæpper fremme - røde, sorte og hvide - som Bryghusets kvindelige gæster indsvøbte sig i. Det gjorde stemningen endnu mere hyggelig. Mændene var for seje til det pjat. Så hellere sidde krøbet helt sammen med hænderne i lommen og se rigtig forfrosne og useje ud :-) Ingen havde lyst til at gå ind denne dejlige sommeraften.

 To knægte med ét skateboardbræt burde have været blå af kulde, men var det ikke.

De havde det rigtig sjovt og jeg sad og tænkte: Dét kunne min søn også have fundet på.

Drengene fandt nemlig på at køre igennem springvandene på deres bræt. Tidligere på aftenen havde en lille dreng på ca. 4 år fundet ud af at cykle slalom igennem spingvandene, men hans forældre fik hurtig stoppet den leg.

Go´ underholdning for både drengene og gæsterne på Fredericia Bryghus.

 

 

 

22 træskibe og en fight til 5 milliarder kroner

23. jul 2008 17:25, Anni Løndal de Lichtenberg

Nogen gange kan man blive helt glad, når folk aflyser et møde. I dag skulle jeg have haft besøg af en journalist og en fotograf fra Fredericia Dagblad, men noget kom i vejen, så journalisten ringede og spurgte, om det kunne blive i morgen. Dét kunne det, og så kunne jeg alligevel få set de 22 træskibe sejle ud af Gl. Havn ved Oldenborggade i Fredericia. Skibene kom ind i går, så mon ikke Fredericia Sømandshjem har haft godt besøg?

Gl. Havn du hjertensbarn. Eller er det smertensbarn?

De gamle træsejlskibe er jo resultatet af en tusindårig udvikling, hvor det hele tiden drejede sig om at kunne laste mere og mere. Få mere fart på og mere stabilitet. Det gjaldt også om at gøre skibene mere og mere manøvredygtige uanset vindretning og vindstyrke samtidig med, at skibene skulle kunne sejles med mindre og mindre besætninger. Et af skibene var så langt, at det kun med alskins hjælpende hænder, maskiner og både, kunne vende i Gl. Havn.

I dag er Danmark en af verdens førende shippingnationer med 1.000 maritimt relaterede virksomheder og 10 pct. af verdenshandlen på oceanerne. Kilde: Foreningen til Søfartens fremme

Det handler den gang og i dag om udvikling.

Jeg var her den anden dag nede på Gl. Havn og tage billeder. Jeg tog derned for at danne mig et visuelt indtryk af sagen om den nye bydel til 5 mia. kroner versus Fredericia Skibsværft med sine 400 arbejdspladser inkl. underleverandører, som - hvis byrådet og realdania, får det, som de ønsker - skal lukke eller flytte til fx Grenaa eller Nakskov. Trafikminister Carina Christensen er nu blevet indblandet fordi, der er et overordnet ønske om at bevare skibsværfterne, som for fleres vedkommende forhindrer de kommunale politikeres ønsker om byudvikling.

Sagen er yderst kompleks og jeg har endnu ingen mening om, hvad jeg synes, der er det rigtige at gøre. Men det er der mange andre, der har. Se bare læserbrevene i Fredericia Dagblad, polafstemningen på FredericiaDagblad.dk og kommentarerne til artiklerne omhandlende emnet samme steds, den manuelle Underskriftsindsamlingen til bevarelse af værket og Facebookgruppen "Gruppen for bevarelse af Fredericia Skibsværft", som i skrivende stund har 975 medlemmer. Èn har startet en anden facebookgruppe "Vælt en borgmester". Knap 300 har meldt sig ind i FaceBookgruppen, som synes borgmester Uffe Steiner Jensen skal væltes.

Lige kort omkring disse online polafstemninger på bl.a. avisers websites: der kan snydes med sådanne afstemninger, og det er oven i købet nemt at snyde, også selvom netstedet har lagt en sikkerhed ind, som gør, at der kun kan stemmes én gang fra hver computer. Man kan altså ikke bruge sådanne afstemninger til andet end .... underholdning. Og noget tyder på, at der er blevet snydt med fredericiadagblad.dk´s afstemning, for den ene dag var der overvægt til nej-til-lukning-siden og et par dage senere mente en overvægt, at Fredericia Skibsværft måtte ofres.

I dag mødte jeg så en stor entreprenør på Gl. Havn, som forarget og hovedrystende sagde: "Man kan da ikke lukke en velkørende virksomhed!"

Og Fredericia Skibsværft er velkørende. Det er ingen i tvivl om. Ifølge skibsbygger Thomas Andersen, der er ejer og daglig leder af værftet, har værftsindustrien i Danmark med sine ca. 8.000 arbejdspladser, stik i mod alle forudsigelser og pessimistiske forudsigelser om lukninger af flere værfter, haft fremgang de senere år. Dette gælder også Fredericia Skibsværft. I følge euroinvester er Thomas Wilkens Andersen milliardær med en anslået formue på 1,3 milliarder kroner.

Men om fremgangen holder, vil jeg undlade at spå om.

Byen er splittet i spørgsmålet, og det er nok blandt andet fordi, vi ikke kan spå om fremtiden, og derfor bliver det mest af alt en "personlig vindings"-debat med tonsvis af skjulte dagsordener, dernæst en holdnings´- og følelsesdebat, og vel også en debat, der afspejler debattørernes personlige egenskaber såsom: behovet for forandring, risikovillighed og evnen til at forestille sig, hvad de noget abstrakte planer for området indebærer af muligheder. De færreste kan - pga. de luftige og diffuse planer - få svar på spørgsmålet: "Hvad betyder planerne for området for mig?"

Desuden er det sympatisk at bakke op om en lokal virksomhed og de lokale arbejdspladser, hvilket betyder, at det modsatte er usympatisk. Hvem har lyst til at sige til en af skibsværftes folks familier: jeg stemmer din mand arbejdsløs? Godt nok vil det 5 mia. kr. store projekt jo også medføre nye arbejdspladser - mange endda - men vi kan jo ikke rigtig li´ det der med: den enes "død" er den andens brød. Og "hvor der handles, der spildes der" lyder jo noget overfladisk, for ikke at sige poppet.

Er en fugl i hånden altid bedre end ti på taget?

Kedeligt er der ikke i Fredericia!

Du skal ikke snydes for billederne af Gl. Havn. Vær så god :-)

 

Er du lidt skuffet? Ville du også gerne have set billeder af træskibene, hvor sejlene var sat? Det ville jeg også, men det blæste åbenbart ikke nok. Men i stedet kan du gå ind på websiten Fyn-rundt.dk - her vil du kunne se masser af smukke skibe med sejlene sat.

PS Nu håber jeg ikke, at det er en varsling for Fredericias Gl. Havn, at sejlene ikke kunne sættes....

PauseGuf - Tag med ind i en smuk verden

20. jul 2008 19:03, Anni Løndal de Lichtenberg

Claude MONET (1840-1926) Fransk impressionistisk maler. Bridge over a Pool of Water Lilies, 1899. Nyd denne video. Klik her

P.S. Krøyer (1851-1909) født i Norge og opvokset i Danmark. Sommeraften ved Skagen Strand 1899. På maleriet: P.S. Krøyer, hustruen Marie og hunden Rap. Nyd denne video. Klik her

Vincent Willem van Gogh (1853-1890). Hollandsk post-impressionistisk maler. Starry Night Over the Rhone 1888. Nyd denne video. Klik her

Pierre Auguste Renoir (1841-1919). Renoir var en fransk impresssionistisk maler og billedhugger. Maleriet her hedder "Boating At Argenteuil". Se alle Renoirs værker her og gå endelig ikke glip af denne video. Klik her

Prøv også at se denne video med den afrikanske maler Saidi Ali Sowafy.

Og denne her med russiske malerier.

Eller prøv den her med interaktiv kinesisk kunst.

Gå ikke glip af denne her med arabisk henna-kunst.

Afghanistan er mere end, hvad de fleste af os tror. Se bare her. Mirwais Askar Ibrahimkhil kan noget.

Kiggede du med? Undslap der dig et dybt suk?

Sådan kommer rynkerne til at vende den rigtige vej :-)

 

 

Aftenstemningsbilleder fra stranden 18. juli 2008

19. jul 2008 00:42, Anni Løndal de Lichtenberg

Hele dagen har det enten regnet eller truet med at regne, men her ved 20-tiden så det nogenlunde tør-sikkert ud, så Rex og jeg pakkede rygsækken og vandrede ud til Hyby Fælled Strand (kaldet Fælleden) i Fredericia. Herude kan man gå langs stranden i timevis uden at møde et eneste menneske. Vi blev på stranden til kl. 23.00

Jeg har et ganske særligt forhold til Hyby Fælled strand, for det var dér, jeg gik ud som tweens og ung, når problemerne nægtede at stille sig op i en logisk rækkefølge. Og det er dér, jeg er taget tilbage til - også selvom jeg har skullet køre et par timer eller tre i bil - når problemerne i mit voksenliv, nægtede at stille sig op i logisk rækkefølge.

Selvom jeg har boet på både Sjælland, Fyn, på Mols og på Als i mit voksenliv, så har jeg med års mellemrum gået præcis, hvor jeg gik her til aften.

Jeg elsker det sted. Synes, at det er det bedste sted i verden. Så enkelt er det, og det er uden overdrev, men selvfølgelig: jeg har jo ikke været alle steder i verden.

Som barn kendte jeg John. John er i sin fritid jæger, fisker og så kan han bare det der med at opdrage hunde. Jeg har ofte fulgtes med John på gåture langs Hyby Fælles Strand. Og hvem tror du jeg mødte her til aften? Ja, John og det pudsige er, at selvom vi ikke har set hinanden i 27 år med undtagelse af én gang eller to, så kunne vi med det samme kende hinanden. Dejligt! På vej ud, var John, den eneste jeg mødte. Her er John

Det du ser her oven for er svalereder

Hyby Fælled er kendt for sin trækfuglelokalitet, rige fauna, flora, mange dyreater og særegne naturtyper. Fx er en hidtil ukendt bestand af den gullistede Eng-Skær funder på Hyby Fælled. Fredericia Kommune anbefaler at udpege Hyby Fælled til internationalt naturbeskyttelsesområde. Det er også populært at tage på svampetur til Hyby Fælled. Tilstedeværelsen af plastisk ler er få steder så fremherskende som her.

Skrænterne fremstår som en mosaik af forskellig skredintensitet, alt efter jordbund. Geologisk set er området enestående pga. de forskelligartede skred/skrænter med sure lertyper, kalkrige lertyper á la Søvind-mergel, kalkfattig morbund og skinnende hvidt miocænt sand.

På vej ud, var der én fisker. På vej hjem var der tre og sandelig om den ene ikke fangede en pæn stor ørred lige mens jeg gik forbi!! Det var svært at tage et billede både fordi, det var ved at være møkt og så fordi Rex rigtig godt kan lide rå fisk og Rex skabte sig fuldstændigt tosset. Fiskeren synes så, at Rex lige skulle have lov til at snuse til den levende ørred og inden jeg nåede at advare fiskeren, så havde Rex taget ørreden i gabet! Puha, jeg fik sved på panden. Men vi fik vristet ørreden fri af Rex´s gab. Du kan lige så ørreden på billedet - det er den der sølvstang, som fiskeren har i hånden.

Egoistbillister, miljøsvin og 2-hjulede støjforurenere

17. jul 2008 12:34, Anni Løndal de Lichtenberg

 I går gik jeg aftentur på Fredericia Vold, hvor jeg mødte 3 unge mænd, der var ved at pakke deres fiskegrej sammen. De så noget triste ud. Det viste sig så, at de lige havde fået en bøde på kr. 500,- for at have fisket i Voldgraven uden fiskekort, som koster 10,- og fordi de havde stået på en andefodringsplads, hvilket man ikke må. Havde de købt fiskekortet, så havde de godt vidst, hvor de måtte stå og fiske, for det står på kortet.

Mens jeg stod og snakkede med de tre, kom der en scooter drønende på stien og farten blev ikke sat ned, da den passerede os. Der sad to på scooteren og den havde tilsyneladende ingen udstødningsrør. Det lød i hvert fald ikke sådan. Det var sandelig godt, at der ingen løse børn var på stien! Det er ulovligt at køre på motordreven køretøj på Volden.

 Vi spejdede efter politibilen, men den var selvfølgelig væk.

Hvis de tre unge mænd har fortjent en bøde på 500,- for at fiske ulovligt i Voldgraven, så har de to scooterkørere fortjent en bøde på mindst det dobbelte for deres uansvarlige og meget generende adfærd. Jeg vil skyde på, at den støj de laver på et kvarters kørsel forstyrrer flere tusind mennesker. Disse scootere larmer så meget, at børn vågner og forældre møder trætte på arbejde næste morgen.

Det er selvfølgelig muligt, at der findes mennesker, som synes, at lyden fra motorcykler - fx Harley´er - er fed. Der er også nogen, der synes, at lavkvalitets ghettoblastermusik spillet meget højt, er fedt. Dem om det!

 Men til alle jer støjforurenere, hvad enten I kører på scootere, Harley´er, laver bilhjulspin eller spiller høj musik: Det er uopdragent, at genere andre med sin unødvendige støj og jeg bliver vred, irriteret og også lidt trist over jeres egoisme. Mig, mig, mig og så skide være med alle andre. (PS det er ok med støj og larm ved en events som Harleytræffet. Mit sure opstød omhandler dagligdagen)

Og så til de andre CO2-forurenere. Jeg har det i forvejen lidt svært med, at være pisket til, at skulle fylde lungerne med jeres bilos, især fordi jeg selv er  hensynsfuld ryger, og ikke kan åbne en avis uden, at der bliver skreget til os rygere "Vis Hensyn".

Jeg er overbevist om, at flere dør af bilos, og hvad disse metaldræbere ellers pådutter samfundet, end af cigaretos, og lad nu vær med at komme med "nødvendighedsargumentet" for det preller af, som vand på en gås.

Tag dog bussen eller toget eller endnu bedre: spar to timer om ugen på at  rive i jern og spring i stedet op på cyklen.

Men du gider måske ikke have dine lunger fyldt med bilos? I det mindste kunne du tænke over, hvordan du dæmper din støjforurening, især når du kører i byerne.

Kombinationen af støj, forurening og hensynsløs kørsel kunne for én gang skyld, få mig til at samarbejde med herren her - Klaus Bondam - om at få motorkøretøjerne ud af byen.

 For nogen tid siden gik jeg bag ved en gruppe unge fyre i Hannerup Skov. De gik og åd chips og drak Cociokakaomælk. Dem om det., men med de ekstra kilo de havde i forvejen, ville deres indtagelse kræve, at de ikke gik, men tog 10 kilometerruten i høj fart.

Næsten samtidig smed de en tom pose Estrellachips og en tom flaske kakaomælk. Chipsposen blev bare "Tabt", men flasken blev kylet ind i skovkrattet. Jeg skummede af forargelse, så jeg råbte:

- "Hey, jeres mor går ikke bag ved jer!"

De vendte sig om og så spørgende ud. Jeg var vred og det kunne min hund mærke, så hunden begyndte at gø aggressivt af gruppen. Jeg sagde:

- "Det er muligt, at jeres mor bare havde ryddet op efter jer, men jeg gør det ikke, og den pose chips og den flaske, skal samles op."

 (Jeg samler hvert år affald ind sammen med Danmarks Naturfredningsforening, og det var helt rart at fat i nakken på dem, som jeg havde gået og ryddet op efter)

De stod lidt og kiggede på hinanden, og så sagde den ene:

- "Undskyld, M O R "

og så løb han helt vildt overdreven hen og samlede chipsposen op, mens han spillede en lille dreng, der skammede sig dybt. De andre begyndte at grine, og pludselig stormede ham, der havde kastet flasken ind i krattet ind og begyndte at lede efter flasken. Han kunne ikke finde den. Snart gik alle fyrene rundt inde i krattet og ledte, mens jeg stod ude på stien og forsøgte at finde en grimasse der ku´ passe, for jeg skraldgrinte indvendigt. En fandt flasken og han holdt den oppe, som om det var guldpokalen fra tour de france. Jeg sagde:

 - "Du er dygtig. Det var godt min dreng, og nu skal I så kigge hinanden efter for flåter", og så gik hunden og jeg videre.

 Lidt længere henne af stien vendte jeg mig om. Sandelig om de ikke stod og så hinanden efter for flåter ;-)

Kunstinteresseret? Se billederne fra "Fredericia Montmartre" 12.07.2008

12. jul 2008 18:58, Anni Løndal de Lichtenberg

 

En lille stump pariserstemnig kunne man i dag opleve i Fredericia.

Kunstværkerne fra Den 3. Internationale Blomsterkonkurrence samt musikken gav en god baggrundsstemning for dagens begivenhed på Fredericia Rådhusplads "Fredericia Montmartre". "Fredericia Montmartre" gentages i øvrigt den 9. august og 6. september. Se mere

Her ovenfor, er det kunstner Anne Andreassen, som arbejder. Intet mangler! Selv den franske vin og tilbehør er med. Jeg kiggede efter mennesker med solbriller og listig udklædning, men jeg fik ikke afsløret, hverken Dronningen eller Prinsen, selvom de have været der.

Her er det Susanne Hougaard fra Amatørscenen A55, der maler børnene i hovedet. Amatørscenen A 55 holder til i Depotgården hver tirsdag mellem 19.00-21.00 og alle der har lyst til at boltre sig i gøgl og gadeteater - også børnene - er velkommen.

Hmmm, altså, selvom bagdelen til højre i billedet er pæn nok, så skulle den nok ikke have været med. Fordi, jeg ikke kan finde ud af at bearbejde billeder, så har jeg fundet på en rigtig god undskyldning: Mine billeder er der ikke fusket med! De er, som de er, og det er godt nok! Eller?

Jeg har haft store problemer med at redde de visitkort, flyers og brochurer, som jeg fik af deltagerne, for de er klistret helt sammen og næsten ulæselige. Jeg troede ellers at min lomme var vandtæt, men åbenbart ikke, når der kommer så megen regn, som i dag. Beklager, men jeg mangler navnene på ovenstående to kunstnere - sorry!

 Her er det billedkunstner Rita Jakobsen som arbejder. Prøv lige at se de røde og gule acrylbilleder i baggrunden. Dem kan man da ikke blive andet end glad af at se på.

Solveig Lauridsen arbejder her på en fransk kration "Coq au vin". Lauridsen har arbejdet med billedkunst siden 2001.

Anna Kristensen i midten flankeret af sin hjælper, arbejder med håndlavet glas og smykker. Jeg er glad for, at jeg havde glemt at få min pung med ...

A.G. Holm er her dybt koncentreret. Da jeg senere stod nede i kunst galleriet "Kunst Spiralen" var nogen af A.G.Holms billeder udstillet, og de tiltrak sig megen opmærksomhed. Jeg hørte, at flere forhørte sig om priser, og nogen talte om, hvor modigt det var, at lave noget sådant og at Holm "Slap umanerligt godt fra det".

Flere af de her nævnte kunstnere er medlem af den et år gamle forening KunstSpiralen, og flere opfordrene mig til at besøge KunstSpiralen. Som sagt, så gjort. Jeg gik direkte ned i Norgesgade 20, som ligger lige bagved Michaelis Kirke.

KustSpiralens formål er:

  • At skabe et forum, der kan fremme de i Fredericia Kommune bosiddende kunstneres muligheder for en bedre indbyrdes kontakt, byggende på fagligt og socialt fællesskab.
  • At støtte interessefællesskaber de enkelte medlemmer imellem til gensidig inspiration og opbyggelse for de pågældende og for foreningens medlemmer som sådan.
  • At støtte og fremme interessen for kunst i Fredericia Kommune.
  • At arbejde for bedre vilkår for kunstnere i Fredericia Kommune.

Det koster kr. 500,- pr. år at være med i foreningen. Dertil kommer så nogle omkostninger, hvis du vil udstille i galleriet, låne ateliet eller deltage i værkstedet. Medlemmerne er et "blandet folkefærd". Her er både fotografer, glas, smykker, keramikere, malere, skulptører, tegnere, tekstil, træ og endnu flere.

Neden for ser du Til venstre Winnie Snedker Jørgensen www.winnie-snedker.­dk og til højre Linda Kyed-Hansen www.lkh.dk stå inde i KustSpiralens galleri

Billeder fra KunstSpiralens Galleri

Fredericia Dagblads journalist Thomas Juul, en tilflytter, som er ved at få rigtig godt fat i byen, har også skrevet om Fredericia Montmartre og sandelig om det ikke er Peter Honoré, som har taget billederne. Denne gang mødte jeg dog ikke Honoré. Læs og se

På vej hjem rundede jeg lige Axeltorvet

 

Har du en mening om Folkeskolen, som jeg må få?

11. jul 2008 10:45, Anni Løndal de Lichtenberg

Jeg har brug for din mening. Må jeg få den?

Jeg har lovet at skrive en artikel til et blad, som kommer ud på samtlige af landets Folkeskoler, og som læses af næsten alle med interesse for Folkeskolen. Artiklen skal afleveres om 3 uger. Jeg håber, at jeg i artiklen, kan fortælle om bloggen her, og hvad en sådan også kan bruges til.

Artiklen skal handle om “Den internationale skole”. Inspirationen kan fx være:

Læreruddannelsen med internationalt perspektiv

Er der et fremtidsorienteret internationalt perspektiv i læreruddannelsen, som den ser ud i dag? Har du nogen erfaringer? Noget viden? En mening om det?

Internationalisering i grundskolen

 Er Folkeskolen foran eller bagud, når det gælder om at uddanne eleverne, så eleverne kan gebærde sig i en globaliseret verden?

Medvirker Folkeskolen til at Danmark får det bedste ud af globaliseringen eller er Folkeskolen nærmest en mavepuster, som gør det svært for eleverne, og dermed Danmark, at springe på - eller blive på - globaliseringstoget?

Har du en mening, som jeg må få?

Kan vi lære noget af udenlandske skolesystemer?

 Mon nogen ude i verden har opfundet den dybe tallerken uden, at vi har opdaget det?

Eller gjort nogle ubehagelige erfaringer, som vi absolut ikke skal gentage?

Ved du noget? Vil du dele din viden med mig?

Hvad er styrkerne og svaghederne ved den danske Folkeskole set i et globaliseringsperspektiv?

Hvilke egenskaber ved den danske Folkeskole er så stærke, at andre ude i verden burde have kendskab til dem? Og hvilke er så svage, at vi skal have gjort noget ved dem? Har du nogle bud?

 Kan man mon overføre, hvad de bedste gør bedre, til egne systemer?

Hvad skal man være opmærksom på, når man ser systemer og metoder, som virker andre steder, inden man selv tager de samme i brug? Har du nogen gode råd?

 Har du forslag til, hvordan den danske Folkeskole bliver endnu bedre set i et internationalt perspektiv?

 

Jeg håber, at du vil være med til at Folkestyre :-)

Hvis du ikke ønsker at skrive her på bloggen, så er du meget velkommen til at sende mig en mail på skole@braingain.dk

Jeg glæder mig til at læse, hvad du har på hjertet :-) Skriv lige, om jeg må bruge dit navn i artiklen eller om du foretrækker at være “anonym kilde”.

PS De fire billeder er fra henholdsvis en kinesisk skole, en afrikansk skole, en russisk skole og en amerikansk skole. Gæt, i hvilke lande det enkelte billede er taget ;-)